Hermelinen
En film af Christian Vincent ('Bon Appétit Hr. Præsident' og 'Adskillelsen') med Fabrice Luchini ('Kvinderne på sjette sal' og 'Cykeltur med Moliere') samt Sidse Babett Knudsen i de to store roller. Filmen vandt to fornemme priser på Venedig Film Festival, for henholdsvis bedste manuskript og bedste mandlige hovedrolle. Ved den årlige pendant til de amerikanske Oscars, modtog Sidse Babett Knudsen sidst i februar en fransk César for sin præstation i kategorien bedste kvindelige birolle. En udmærkelse der sammen med Luchinis pris for bedste mandlige hovedrolle på Venedig-festivalen taler deres eget sprog om hvilke fantastiske skuespilpræstationer, denne film byder på! Michel Racine er en berygtet dommer ved kriminalretten. Han er kendt som 'to-cifre-dommeren', idet han aldrig udstikker domme på under ti år. En mand, der er i fuldstændig kontrol med sit liv og sit virke. En dag øjner han en kvinde på jury-bænken, Ditte Lorensen-Coteret, som han har en fortid med og hans liv tager pludselig en uventet drejning.